Mariane Frederiksen, Chefkonsulent for strategisk kompetenceudvikling i Statens It
Vores medarbejdere skal være forandringsparate og sætte kunden i centrum
Statens It prioriterer omstillingsparathed og en klar forståelse for kundens behov, når man ansætter IT-medarbejdere, der skal arbejde for sikker IT-drift til størstedelen af den danske stat.
Hvis ondsindede hackere er på spil, eller en softwareopdatering giver uventede driftsproblemer for brugerne, er det vigtigt, at man som medarbejder i Statens It er forandringsparat og har forståelse for, at ens arbejdsdag pludselig handler om noget helt andet, end man troede, da man mødte ind om morgenen. Statens It står for hver dag at levere IT-services til cirka 60.000 medarbejdere i staten, og hvis nogle af dem har driftsudfordringer, er det vigtigt, at man arbejder hurtigt på at finde en løsning.
Sådan lyder det fra Mariane Frederiksen, Chefkonsulent for strategisk kompetenceudvikling i Statens It. Hun har arbejdet i it-branchen siden 2010, blandt andet i Digitaliseringsstyrelsen, og siden 2019 i Statens It. Hun er oprindeligt uddannet tolk og har en cand.ling.merc. i fransk. Som medarbejder i Statens It er det vigtigt, at man har blik for den værdi, man er med til at skabe for kunderne, forklarer hun:
– Vores kunder er flyttet til os ved lov, ved en kongelig resolution. Så vi skal sørge for, at de har tillid til os. For den dag, vi ikke længere understøtter kundernes forretning og behov, udfordrer vi også grundlaget for vores egen forretning. På den måde kan man godt sige, at vi minder lidt om mange private IT-virksomheder.
Udsyn og styr på fagligheden
Udover det vigtige kundefokus og omstillingsparatheden fremhæver Mariane Frederiksen faglighed, proaktivitet, problemløsningsevner, at være en god kollega og up-to-date på teknologier og certificeringer som vigtige forudsætninger for at passe ind som IT-medarbejder i Statens It.– Man skal have noget gåpåmod, udsyn og proaktivitet. Så det med virkelig at have styr på sin faglighed og også at kunne samarbejde, det tæller virkelig højt. Man må gerne fordybe sig i sin egen verden, men man skal også kunne følge værdikæden, forstå kunderejsen og samarbejde på tværs, siger hun.
Purpose: At passe på Danmark
Ifølge Mariane Frederiksen bliver medarbejderne i Statens It typisk længe i deres job og personaleomsætningen ligger generelt ”meget lavt”.Hun kobler den gode fastholdelsesevne til både arbejdskulturen og det formål, der driver Statens It – nemlig at sikre stabil og sikker IT-drift til størstedelen af medarbejderne i den danske stat.
– Der er helt klart en meget stor formålsdrevet motivation i at være præcis hos os. Og hvis vi måler på sådan noget som trivselsundersøgelser, så er man i huset meget glade for sine kolleger. Og det er jo også noget, der holder folk længe i et job, siger hun.
Rekrutteringskanal for nyuddannede
En af rekrutteringskanalerne i Statens It er graduateprogrammet, hvor nyuddannede akademikere får muligheden for at lære organisationen at kende gennem et 24 måneder langt læringsforløb. Den uddannelsesmæssige baggrund er ikke så vigtig, så længe man ”har gennemført en uddannelse på minimum bachelor-niveau” og ”har interesse for it og de store samfundsdagsordener” skriver Statens It på deres hjemmeside.Ifølge Mariane Frederiksen har programmet kørt i fem år og blev sat i verden for at løse rekrutteringsproblemer.
– Vi bruger programmet til at få forskellige profiler ind, altså akademiske profiler, som har interesse for it, og som måske har siddet privat og lavet nogle forskellige ting. For eksempel har vi en astrofysiker og flere ”matematiske model-type hjerner”, som egner sig til it. Så får de træning i for eksempel netværk og servere, og når de har fundet deres rette it-hylde, bliver de sluset ud i organisationen. I august kommer der fem graduates, der skal arbejde med informationssikkerhed i forhold til ISO-standarder, siger hun.
Højt tempo og højt til loftet
Når det kommer til arbejdsmiljø og ledelse, lægger Mariane Frederiksen ikke skjul på, at tempoet i Statens It kan være højt.
– Kundernes udfordringer skal jo løses inden for en eller anden tidsfrist afhængig af kritikalitet. Så tempoet kan være højt, siger hun.
Til gengæld bliver dygtighed bemærket, siger hun:
– Noget af det, jeg synes er kendetegnende for Statens It, er, at vi har en meget nærværende topledelse. Vores direktion er tæt på driften, og de kender medarbejderne. Så hvis man er dygtig, bliver det bemærket.
Hun beskriver Statens It som en flad organisation med en fælles faglighed, en stærk teamånd og højt til loftet.
– Selvfølgelig er der ledelseslag, men jeg synes, der er sådan en ånd af, at man kan få lov til at gøre meget. Har du en god idé, tør du noget, så kan du godt få lov at sætte noget i søen, siger hun.
Yoga og brætspil
Statens It har mange personaleklubber, der bidrager positivt til kollegaskabskulturen, og Mariane Frederiksen kalder den fremherskende kultur i organisationen for ”en videbegærlig kultur”:
– Vi har mange klubber, som man selv styrer, hvis man har lyst og kan samle en flok. Det kan være fra 3D-print til yoga til, hvad ved jeg, brætspil en lørdag i måneden. Så der er virkelig meget kollegaskabskultur også.
Jobansøgere skal altid have svar
Hvis man søger et job i Statens It er det afgørende for Mariane Frederiksen, at man også modtager svar på sin ansøgning – hun kalder det procesretfærdighed.– I rekrutteringsdelen er det meget vigtigt, synes jeg. Man skal have svar, tak for det, og vi er gået med en anden kandidat, eller et eller andet. Man hører, at der er mange firmaer, der ikke svarer. Så det er i hvert fald en vigtig værdi for mig, at vores processer skal virke.
Statens It arbejder bevidst med at rekruttere med diversitet og skabe en arbejdsplads med psykologisk tryghed, og det tiltaler Mariane Frederiksen.
– Jeg trives i Statens It, fordi diversitet og samfundsansvar er værdier. Vi skal rekruttere med diversitet. Man skal kunne være den, man er. Og det synes jeg virkelig, at vi lykkes med. At skabe en kultur, hvor det er sådan, siger Mariane Frederiksen.
Med hensyn til hvad der er vigtigt nu og i fremtiden, når der skal rekrutteres it-medarbejdere, fremhæver Mariane Frederiksen igen omstillingsevne som en kernekompetence. Og sikkerhed og compliance, da sikkerhedsaspektet fylder mere og mere.
– Og helt sikkert AI og automatisering samt cloud-baserede løsninger, siger hun.
Læs flere artikler om rekruttering og jobsøgning i IT-branchen