<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://px.ads.linkedin.com/collect/?pid=6413761&amp;fmt=gif">

Naturstyrelsen, Vestjylland

Vigtige datoer:

Oprettet:07. oktober 2026

Ansøgningsfrist:22. oktober 2026

Virksomheden tilbyder

Kontrakt ansættelse

Fuldtid

Kontakt person

Poul Ravnsbæk (Skovrider)

20304340

Arbejdsgiver

Naturstyrelsen, Vestjylland

Gammel Landevej 35

7620 Lemvig

Danmark

Annoncen er hentet fra Jobnet

Annonce ID

3e6244ae-882c-4e8e-af97-0600bd14e065

Søg jobbet

Midlertidig naturnationalparkmedarbejder til Naturstyrelsen Vestjylland

Er du begejstret for natur og mennesker, og brænder du for at skabe og fremme natur og naturoplevelser sammen med andre – ikke mindst, er du interesseret i myndighedsbehandling og bestyrelsesbetjening samt udformningen af friluftsmuligheder i naturnationalparker? Så har vi måske jobbet til dig.

Naturstyrelsen Vestjylland søger en naturnationalparkmedarbejder med fokus på friluftsliv/-faciliteter i en midlertidig stilling frem til 30. juni 2028. I stillingen, hvor du bliver en del af vores Friluftsteam, får du mulighed for at være med til at løse opgaven med at udvikle naturnationalparkerne Husby og Stråsø samt enhedens arealforvaltning i øvrigt. Fokus i stillingen er særligt at understøtte Naturstyrelsen Vestjyllands sekretariatsbetjening af de to nedsatte bestyrelser samt udvikling og anlæg af friluftsfaciliteter i naturnationalparkerne og tillige have ansvar for friluftsfaciliteter på enhedens øvrige arealer.

Naturnationalpark Stråsø står over for en række ansøgning om lovpligtige tilladelser og dispensationer og efterfølgende implementering inklusiv detailprojektering. Ansøgning om den grundlæggende etableringstilladelse er indsendt til SGAV, og der afventes en tilladelse.

Naturnationalpark Husby er aktuelt i fasen, hvor projektbeskrivelsen udarbejdes, herunder en kommende offentlig høring, drøftelse i bestyrelsen og politisk godkendelse inden myndighedsarbejde og detailprojektering.

Naturstyrelsen Vestjylland forvalter statens skove og naturarealer, i alt ca. 25.000 ha i fem vestjyske kommuner med særlig fokus på natur og friluftsliv, herunder de to udpegede naturnationalparker. Derudover løser vi myndighedsopgaver inden for jagt- og vildtforvaltning samt gennemfører projekter inden for natur og friluftsliv. Endvidere er vi aktive inden for den grønne trepart og har ansvar for klimalavbunds-, vådområde- og skovrejsningsprojekter.
Enheden beskæftiger i alt ca. 35 medarbejdere, heraf 20 på enhedskontoret i Klosterheden beliggende mellem Holstebro, Struer og Lemvig.

Opgaver
Du skal sammen med enhedens projektledere for de to naturnationalparker og øvrige medarbejdere bidrage især inden for friluftsområdet til ansøgninger om tilladelser og dispensationer, samt til udformning, planlægning og beskrivelse af detailprojekter, herunder ikke mindst planlægning af friluftsindsatser – samt efterfølgende implementering og etablering.
Forvaltning og planlægning vil ske i tæt og inddragende dialog med samarbejdspartner, interessenter og brugere, hvor dine primære opgave vil være:

  • Indgå i Naturstyrelsens sekretariatsbetjening af de to nedsatte nationalparkbestyrelser i tæt samarbejde med projektledelsen hos Naturstyrelsen Vestjylland.
  • Ansøge om tilladelser og dispensationer til implementering af projektbeskrivelse af Naturnationalpark Stråsø og bidrage til detailprojektering af friluftsindsatsen.
  • Bidrage til frembringelsen af en politisk godkendt for Naturnationalpark Husby projektbeskrivelse inden for de politiske og lovgivningsmæssige rammer, og efterfølgende arbejde med høringsnotat, detailprojektering og væsentlighedsvurdering samt øvrig myndighedsbehandling i samarbejde med projektleder og kollegaer i projektgruppen.
  • Øvrige relevante forvaltningsopgaver inden for enhedens geografi alt efter dine erfaringer og faglige kompetencer.
Foruden ovenstående vil du også få ansvar for drift, vedligehold og udvikling af friluftsfaciliteter på arealer forvaltet af enheden, og der vil være mulighed for at bidrage til den samlede opgaveportefølje hos Naturstyrelsen Vestjylland. Det kan blandt andet være at indgå i andre typer af projekter inden for natur og friluftsliv samt løse opgaver i den daglige forvaltning af statens arealer og i enhedens administration.

Din profil
Du har f.eks. en baggrund som landskabs- eller naturforvalter, forstkandidat, biolog, geograf, antropolog, skov- og landskabsingeniør eller lignende.

Du har interesse for samskabende samarbejder til gavn for natur, biodiversitet og friluftsliv og har interesse for og gerne erfaringer med de forvaltnings- og lovgivningsmæssige rammer for natur og friluftsliv.

Du har evnen og viljen til at lytte, analysere og indgå i konstruktiv dialog og skabe gode samarbejder med forskellige interessenter og brugere, da det er en kerneværdi for enhedens arbejde generelt. Dine skriftlige kompetencer skal være stærke, og du skal besidde god forvaltningsmæssig forståelse og evne at holde inspirerende mundtlige oplæg. Sidst men ikke mindst skal du være god til at igangsætte, styre og følge op på praktiske arealopgaver indenfor friluftsområdet.

Desuden forventer vi, at du:

  • arbejder helhedsorienteret og proaktivt, og at du kan sætte forskellige ideer og interesser ind i en større og afvejet sammenhæng, der respekterer de forvaltnings- og lovgivningsmæssige rammer og flugter med de politisk fastlagte mål.
  • kan bevare overblikket og skabe resultater i en travl hverdag med mange forskellige faglige og konkrete problemstillinger.
  • er god til at samarbejde bredt – både internt og eksternt.
  • vil indgå som holdspiller i Friluftsteamet og har evnen og viljen til at give og tage imod konstruktiv kritik i opgaveløsningen.
  • er en god kommunikator, som kan formidle fagligheden både på skrift og i tale.
  • er en alsidig IT-bruger.
  • er en fleksibel og hjælpsom kollega, der har fokus på resultater og af natur fremmer samarbejde og opbygger stærke relationer.
  • har et godt humør og et positivt livssyn samt nyder godt, resultatgivende holdspil.
Vi tilbyder
Et spændende, selvstændigt og udfordrende job med stort fagligt indhold, hvor du er med til at skabe resultater. Desuden et job med gode og engagerede kolleger på en enhed, hvor vi arbejder for et godt og behageligt arbejdsklima, samt hvor et stærkt fagligt fællesskab vægtes højt.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten), eller Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt tilhørende organisationsaftale for Skov- og landskabsingeniører.

Ansættelsesområdet er Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd med tilhørende institutioner.
Tjenestested er Naturstyrelsen Vestjylland, Gammel Landevej 35, 7620 Lemvig.

For at kunne besidde stillingen er det et krav, at du har kørekort, da enheden strækker sig over et stort geografisk område.

Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer pr. uge.

Stillingen ønskes besat pr. 1. december 2026 eller snarest muligt derefter.

Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte skovrider Poul Ravnsbæk på tlf. 20 30 43 40 eller teamkoordinator Anders S. Rask på tlf. 93 59 71 39.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 22. oktober 2026. Samtaler forventes afholdt den 29. oktober 2026.