<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://px.ads.linkedin.com/collect/?pid=6413761&amp;fmt=gif">
Byggeri-job- arbejde-byggeplads-stilling-bygge

Arbejdsgiver

Aabenraa Kommune

Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa

Job Indrykket

6. maj 2026

Ansøgningsfrist

31. maj 2026

Arbejdstid

Fuldtid

Kontakt

Jens Maybom

51 40 02 57

P0605262

Ansøg her

Ansøg via Web

Koordinerende bygherrerådgiver til at forme rammerne for fremtidens byggeri i Aabenraa Kommune

Vi søger dig som koordinerende bygherrerådgiver med stærke proces- og faciliteringskompetencer til vores anlægsområde. Du er arkitekt eller har en anden relevant baggrund og trives i feltet mellem brugere, borgere, faglighed og økonomi. Og du kan stå i spidsen for de helt afgørende faser, før selve byggeprojekterne går i gang.

aabenraa_hero

I denne stilling bliver du bindeleddet mellem brugerne og det team, der senere skal gennemføre byggeriet. Dit arbejde er afgørende for, at de rigtige projekter bliver sat i gang – på det rigtige grundlag.

En vigtig rolle tidligt i projekterne

Som koordinerende bygherrerådgiver arbejder du i Anlægsteamet i Drift- og Anlægsafdelingen og varetager processerne fra de første idéer og behov – frem til dispositionsforslag og helst til projektforslaget foreligger.

Du arbejder tæt sammen med kolleger, der efterfølgende overtager projektet i anlægs- og udførelsesfasen, og dit ansvar er at sikre, at:
- behov er afdækket korrekt
- interessenter er inddraget rettidigt
- beslutninger træffes på et oplyst grundlag
- projekterne kan realiseres inden for de økonomiske og funktionelle rammer

Om jobbet – projekter og processer

Stillingen handler i høj grad om proces, struktur og kvalitet i de tidlige faser af kommunale byggeprojekter. Som koordinerende bygherrerådgiver får du ansvaret for at planlægge og gennemføre bruger-, borger- og interessentprocesser fra de første idéer og behov – og frem til dispositionsforslag og helst projektforslag foreligger.

Du bliver en vigtig samarbejdspartner for kommunens projektejere og fagområder, hvor du omsætter behov, ønsker og visioner til et struktureret og brugbart projektgrundlag, som efterfølgende kan overdrages til bygherrerådgiverkolleger i anlægs- og udførelsesfasen.

Projekterne varierer i skala og kompleksitet, men fælles for dem er, at dit arbejde i de tidlige faser er afgørende for, at de efterfølgende anlægsprojekter får et solidt, velbelyst og gennemarbejdet grundlag.

Samarbejde og kontaktflader

Du vil have en bred og udadvendt rolle med mange kontaktflader.

Dine vigtigste samarbejdspartnere er:
- Brugere og projektejere i kommunens fagområder
- Borgere og interessegrupper
- Eksterne rådgivere
- Kolleger i planafdelingen og tekniskafdeling.

Stillingen kræver, at du er opsøgende, synlig og vedholdende – og at du selv tager ansvar for, at alle relevante interessenter bliver inddraget.

Om dig

Vi forestiller os, at du:
- Har stærke kompetencer inden for procesledelse, facilitering og koordinering
- Kan oversætte komplekse brugerønsker til strukturerede analyser og beslutningsgrundlag
- Har forståelse for rum, funktioner og sammenhænge – fx gennem rumprogrammer og dispositionsforslag – Gerne arkitektuddannet, men ikke et krav.
- Trives i rollen som bindeled mellem mennesker, fagligheder og økonomi

Det er ikke afgørende, hvor du har din erfaring fra – offentlig eller privat – men det er afgørende, at du kan arbejde selvstændigt, tage ejerskab for processen og drive den frem, til du er fagligt tilfreds med grundlaget.

Personlige kompetencer

Vi forventer, at du:
- Er udadvendt, engageret og god til at skabe relationer
- Kan styre processer og stå fast, når der er behov for det
- Kan håndtere modstridende brugerønsker og urealistiske forventninger
- Kan sikre, at projektejer får et oplyst grundlag til at træffe beslutninger – baseret på dine analyser

Du skal kunne navigere i komplekse interessentlandskaber med ro, tydelighed og overblik.

Vi tilbyder:

- En sjælden og meget central rolle i udviklingen af kommunale byggeprojekter
- Mulighed for at præge projekter, før rammerne låses
- Et stærkt fagligt miljø og tæt samarbejde med engagerede kolleger
- Høj grad af frihed og ansvar under klare rammer

Et konkret eksempel kunne være at stå i spidsen for interessent- og borgerinddragelsen omkring et havnebad eller en ny daginstitution – og sikre, at projektet får de bedst mulige forudsætninger inden for den fastlagte økonomi.

Løn- og ansættelsesvilkår

Vi ønsker, at vores nye kollega tiltræder hos os 4. august 2026. Arbejdsstedet er Aabenraa Rådhus, Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa.
Stillingen aflønnes i henhold til gældende overenskomst efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Ansøgning

Send din ansøgning, CV og relevante bilag via linket senest den 31. maj 2026
Vi forventer at afholde samtaler 10. og 11. juni 2026.

ANSØG HER


Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.
Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.