
Danske ingeniører i USA overvejer exit under Trump
Usikkerhed og politisk klima får hver fjerde danske ingeniør i USA til at overveje at forlade landet eller vende hjem til Danmark, viser ny undersøgelse.
IDA’s formand, Laura Klitgaard
Usikkerhed blandt forskere og klimafaglige profiler
Undersøgelsen blandt 166 IDA-medlemmer med bopæl og job i USA – hvoraf 33 har svaret – viser, at halvdelen oplever, at deres motivation for at arbejde i USA er faldet som følge af den politiske situation. Særligt undervisere, forskere og ingeniører med fokus på klima, energi og miljø udtrykker bekymring.
IDA’s formand, Laura Klitgaard, peger på, at nedskæringer på universiteter og en politisk linje, der tilsidesætter videnskabelig integritet, er centrale årsager.
- Den nærmest uredelige tilgang til videnskab og forskning, fra centralt hold i USA, strider jo mod fakta og viden, hvilket ligger dybt i ingeniørernes DNA. Og når det ene ansete universitet efter det andet rammes af dybe besparelser, giver det tydeligvis stof til eftertanke, siger Laura Klitgaard i en pressemeddelelse.
Internationale kolleger deler bekymringen
Bekymringen er ikke kun et dansk fænomen. Ifølge rundspørgen vurderer godt halvdelen af de adspurgte ingeniører, at deres internationale kolleger – særligt andre ikke-amerikanske – i lige så høj grad er påvirket negativt af de politiske udmeldinger fra Det Hvide Hus.– Usikkerheden omkring arbejdsforhold og fremtidsperspektiver har bredt sig hurtigt blandt udenlandske vidensarbejdere. Det skaber et vindue for Europa og Danmark til at tiltrække kompetencer, hvis folk vælger at forlade USA, lyder det fra Laura Klitgaard.
Amerikanske forskere i samme båd
Problemerne er dog ikke forbeholdt udenlandske specialister. En nylig undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift Nature viser, at 75 % af de adspurgte amerikanske forskere ligeledes overvejer at forlade landet som følge af det politiske klima.
Vær opdateret om jobsituationen i bygge- og anlægsbranchen