<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://px.ads.linkedin.com/collect/?pid=6413761&amp;fmt=gif">
DI-byggeri_hero
Arkitektur

Søren Kryhlmand, viceadm. direktør i Dansk Industri

Lovforslag skal styrke adgang til international arbejdskraft

2026-06-29 | Af Redaktionen

DI Byggeri ser positivt på en ny certificeringsordning, der kan give virksomheder hurtigere adgang til den nødvendige arbejdskraft fra lande uden for EU under overenskomstmæssige vilkår.


Regeringen har fremsat et lovforslag om en ny certificeringsordning, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at rekruttere international arbejdskraft fra lande uden for EU til overenskomstdækket arbejde.

Ordningen omfatter medarbejdere fra 16 lande uden for EU og stiller blandt andet krav om, at virksomhederne er omfattet af overenskomst, samt at de ansatte tilbydes en årsløn på mindst 322.000 kroner i 2026-niveau.

Ifølge Dansk Industri (DI) vil ordningen forbedre virksomhedernes muligheder for at dække manglen på arbejdskraft, samtidig med at den understøtter den danske model.

– Det er en glædelig nyhed, at regeringen har fremsat lovforslaget om den nye certificeringsordning for international arbejdskraft uden for EU. Med den er der en ordning for at kunne tiltrække arbejdskraft fra tredjelande for hver af de forskellige kategorier, hvor der mangler arbejdskraft, siger Søren Kryhlmand, viceadministrerende direktør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse.

Belønner virksomheder med ordnede forhold

Dansk Industri fremhæver, at certificeringsordningen kan give virksomheder hurtigere adgang til den nødvendige arbejdskraft, samtidig med at kravene om overenskomst skal sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår.

– Ordningen giver virksomhederne nye muligheder for at kunne ansætte den nødvendige arbejdskraft. Samtidig vil den styrke den danske model, fordi den sikrer, at virksomheder med ordnede forhold får en klar fordel, siger Søren Kryhlmand.

Han peger desuden på, at lovforslaget er resultatet af et bredt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og de politiske partier bag aftalen.

– Vi har set frem til denne dag længe, og der er grund til at rose alle de partier, der står bag. Lovforslaget er et afgørende skridt, som viser, at vi kan være med til at løse virksomhedernes behov for arbejdskraft, samtidig med at vi værner om de danske løn- og arbejdsvilkår og den danske model. Alle dele er noget, der er vigtigt for os i Dansk Industri, for det beskytter både de ansatte og de ansvarlige virksomheder, slutter Kryhlmand.

Behandles efter sommerferien

Lovforslaget forventes behandlet i Folketinget i august. Målet er, at den nye certificeringsordning kan træde i kraft den 1. januar 2027.

 

Læs flere artikler med inspiration til rekruttering i bygge- og anlægsbranchen