Ny hjemmeside vil gøre bemanding mere fleksibel
Iværksættere lancerer online-platformen FindSvend.dk, der vil gøre det lettere for håndværksvirksomheder at ind- og udleje faglært arbejdskraft, for at skabe mere stabilitet i byggebranchen.
En ny digital platform, FindSvend, vil gøre det let for danske håndværksvirksomheder at ind- og udleje mandskab. FindSvend vil være et fleksibelt værktøj for virksomheder til nemmere at kunne håndtere udsving i opgaver og bemanding. Derved kan platformen bidrage til mere stabil beskæftigelse i byggebranchen.
Mange håndværksmestre kender udfordringen: I nogle perioder er der høj aktivitet og behov for flere folk på byggepladsen, mens der i andre perioder er for få opgaver til at holde alle medarbejdere i gang. Det kan føre til, at virksomheder må sige nej til opgaver, sende folk hjem eller i værste fald afskedige medarbejdere.
I dag bliver behovet ofte løst via netværk, opslag i Facebook-grupper eller kontakt til vikarbureauer. Ifølge folkene bag FindSvend er det lige netop dette faglige netværk, de vil gøre mere målrettet og overskuelig med en digital og kollegial platform for faglært arbejdskraft.
Bag FindSvend står fem iværksættere: To softwareudviklere, to serieiværksættere, som blandt andet står bag jule-sweaters.dk, samt tømrermester Mads Lund, der selv har erfaring med problemstillingen fra branchen.
Tømrermester Mads Lund er medstifter af FindSvend
Skal gøre bemanding mere fleksibel
På platformen kan håndværksvirksomheder registrere både virksomhed og medarbejdere uden betaling. Hvis en virksomhed mangler opgaver i en periode, kan den udleje sine svende, mens virksomheder med travlhed kan leje ekstra mandskab ind på dags- eller timebasis.
Med søge- og kalenderfunktionen kan virksomhederne finde eller stille arbejdskraft til rådighed i bestemte geografiske områder og perioder.
– Som håndværker oplever man ofte store udsving i ordrebogen. Nogle gange mangler man folk til et projekt, og andre gange kan det være svært at holde alle ansatte beskæftiget. I værste fald kan udfordringen resultere i, at virksomhederne må fyre medarbejdere, sige nej til opgaver eller ultimativt lukke virksomheden ned, fortæller medstifter af FindSvend og mangeårig selvstændig tømrermester, Mads Lund, i en pressemeddelelse.
Han peger samtidig på, at de eksisterende løsninger ikke altid rammer virksomhedernes konkrete behov.
– Det er ofte både besværligt og tidskrævende for håndværksmestrene at løse udfordringen. De fleste starter typisk med at ringe rundt til deres nærmeste netværk eller bruger et vikarbureau, der ikke nødvendigvis repræsenterer lige præcis de faglige kompetencer, der er behov for på det gældende projekt, siger Mads Lund.
Fokus på stabilitet i byggebranchen
Modellen skal skabe værdi for begge parter, hvor virksomheden, der udlejer arbejdskraft, kan dække nogle af omkostningerne for sine medarbejdere i en ellers tabsgivende periode. Omvendt får lejeren en mulighed for at påtage sig opgaver, man ellers ikke kunne løse.
– Vi håber, at det kan være med til at gøre byggebranchen lidt mere stabil – både for virksomhederne og for de svende, der ellers kan risikere at stå uden arbejde i perioder, forklarer Mads Lund til slut.
Platformen kommer også til at indeholde et system, hvor virksomheder blandt andet kan registrere medarbejdernes tekniske færdigheder og andre relevante kompetencer. Tanken er, at det skal styrke matchningen mellem opgave og fagprofil.
