<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://px.ads.linkedin.com/collect/?pid=6413761&amp;fmt=gif">
a17cc845-9b28-4aad-b400-2f1fbc7c2379

Frederiksberg Gartner- og Vejservice er med i slutspurten om den nationale pris CSR People Prize

Offentlig arbejdsplads med plads til alle nomineret til CSR-pris

  • 2025-11-03
  • | Af Redaktionen

  • Frederiksberg Gartner- og Vejservice er blandt finalisterne til CSR People Prize 2025 for sin mangeårige indsats med at inkludere ledige fra kanten af arbejdsmarkedet.

    Frederiksberg Gartner- og Vejservice er blandt de seks nominerede til CSR People Prize 2025 – en pris, der hædrer virksomheder med en stærk og dokumenteret indsats for socialt ansvar. Ud af godt 200 ansatte er omkring 80 % ufaglærte, og virksomhedens brede opgaveportefølje gør det muligt at rumme medarbejdere med meget forskellige forudsætninger.

    Her finder man praktikanter, fleksjobbere, lærlinge på særlige vilkår og medarbejdere med både fysiske og psykiske udfordringer – samt unge, som har svært ved at finde fodfæste i uddannelsessystemet.

    – Jeg bliver så stolt, når vi kan give et menneske den første lønseddel efter måske mange år uden for arbejdsmarkedet. Det rører mig dybt. Derfor er nomineringen også en stor anerkendelse af vores indsats, fortæller Ole Philip, afdelingschef hos Frederiksberg Gartner- og Vejservice, i en pressemeddelelse.

    Mentorordning og stærkt samarbejde

    Virksomhedens sociale indsats er forankret i et struktureret mentorprogram med fem erfarne mentorer, der støtter nye medarbejdere og praktikanter i opstarten.

    – Vi arbejder målrettet med at finde det rette match mellem mentor, team og opgaver. Det er afgørende for trivsel og udvikling. Nogle gange skal vi prøve os lidt frem, men når det lykkes, skaber det stor værdi, fortæller Ole Philip.

    Mentorerne har både faglig tyngde og menneskelig indsigt og bidrager til at skabe et miljø, hvor mennesker med vidt forskellige baggrunde kan opleve faglig succes og socialt fællesskab.

    Ifølge Ole Philip oplever mange praktikanter et løft i selvtilliden, når de begynder at mestre opgaver, der tidligere virkede uoverskuelige – og det er ofte første skridt mod et mere stabilt arbejdsliv.

     

    Frederiksberg som eksempel

    Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S), ser nomineringen som et stærkt eksempel på kommunens sociale ansvar i praksis:

    – Frederiksberg Gartner- og Vejservice viser, hvordan vi som kommune kan skabe meningsfulde jobmuligheder for sårbare ledige. Det gør en forskel både for den enkelte og for fællesskabet.

    Juryen: En rollemodel for andre offentlige arbejdspladser

    CSR People Prize uddeles af det landsdækkende, uafhængige videnshus Cabi, og juryen består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, erhvervsliv, forskning og kommunale aktører.

    – Frederiksberg Gartner- og Vejservice er et stærkt eksempel på, hvordan et tæt samarbejde på tværs af kommunale afdelinger baner vejen for, at flere sårbare ledige kommer job, fortæller Mette Rønnau, juryformand og direktør i Cabi.

    Juryen fremhæver især den langvarige og systematiske tilgang til at inkludere udsatte ledige – herunder virksomhedens mentorordning og evne til at skabe trygge rammer for den enkelte.

    Finalisterne

    CSR People Prize 2025 uddeles i to kategorier:

    Virksomheder med færre end 49 ansatte:

    - Byens Rens, Fredericia

    - El Recycling, Randers

    - Topmark Trading, Løgstør

     

    Virksomheder med 50–249 ansatte:

    - Frederiksberg Gartner- og Vejservice

    -  Primatag, Toreby

    - Textilia, Aalborg