Rekrutterer studerende og nyuddannede i stor stil
Hos Schneider Electric oplever man, at mange tidligere studenter og praktikanter i dag enten arbejder i virksomheden eller spiller en vigtig rolle i industrien andetsteds.
Søren Duvier Schneider
Sjældent har ledigheden været lavere i Danmark, og mange virksomheder skriger på arbejdskraft – især når det kommer til de virksomheder, der spiller en afgørende rolle i at accelerere den grønne omstilling.
Ifølge Schneider Electric ligger en del af løsningen i at kigge mod de studerende og nyuddannede. Selv har energieffektiviseringsspecialisten igennem mange år investeret i at udvide og forfine deres arbejde inden for uddannelse og udvikling af talenter – både blandt deres egne medarbejdere og i industrien generelt – og denne målrettede indsats har ført til, at en stor andel af tidligere studenter og praktikanter i dag enten arbejder i virksomheden eller spiller en vigtig rolle i industrien andetsteds.
- Det er vores forpligtigelse som virksomhed at tage ansvar for at forme fremtiden for de unge – ligesom de har pligt til at medskabe fremtiden. Ved at investere i deres udvikling skaber vi en win-win-situation, der gavner de unge selv, og virksomhederne og samfundet som helhed. Vi skal fortsætte den gode udvikling i Danmark, så færre nyuddannede begynder deres karriere i ledighedskøen, siger Søren Duvier, marketingchef for industriel automation i Schneider Electric Danmark i en pressemeddelelse.
Schneider Electric har gennem årene søsat flere uddannelsesinitiativer samt udvidet deres eksisterende muligheder. Virksomheden tilbyder i dag alt fra studenterstillinger og forskningsprojekter til graduate programmer, mens det også er muligt at deltage i nationale og globale talentprogrammer.
Investeringen kommer tilbage
Selvom det kræver tid og ressourcer at investere målrettet i udvikling og uddannelse af unge talenter, forsikrer Søren Duvier, at indsatsen medfører gode resultater.
- Det er vigtigt for os ikke at fremstå blåøjede, når vi opfordrer andre virksomheder til at sikre de unge en god start på karrieren. Det kræver oplæring i alt fra faglige projekter og terminologier til arbejdsprocesser og kommerciel forståelse, men der er ingen tvivl om, at det er det hele værd, når regnskabet gøres op, pointerer Søren Duvier, marketingchef for industriel automation i Schneider Electric Danmark.
”Min læringskurve har siden første dag været i raketfart”
Ingrid Joakimsen, der i 2018 var student i Schneider Electric, er netop blevet forfremmet til driftsleder, og hun fremhæver, hvor meget virksomheden har bidraget til hendes karriereudvikling:
- Jeg begyndte som student i Schneider Electric i 2018, og siden er jeg blevet fastansat i min drømmestilling i Power Execution-afdelingen, hvor jeg arbejder med diverse industrier og grøn forsyning, der kræver høj- og mellemspænding. Min læringskurve har siden første dag i virksomheden været i raketfart – både teknisk og forretningsmæssigt, og jeg er imponeret over, hvor meget jeg er blevet støttet i mine ambitioner hele vejen igennem. Det er afgørende for mig, at jeg kan arbejde i en virksomhed, der aktivt tager del i og ansvar for den grønne omstilling, og det kan jeg i høj grad i Schneider Electric.
Nil Palau Bertran, der er studerende og ansat i forretningsenheden, Industri, hos Schneider Electric supplerer:
- Schneider Electric giver os ansvar fra dag ét, og de ser klart den gevinst, vi som studerende kan bringe. Det er en virksomhed, der forstår betydningen af at investere i unge og vores ideer. Jeg kan klart anbefale andre studerende at sætte turbo på deres karriere ved at søge en studie- eller praktikstilling.
Nil arbejder på et projekt for Schneider Electric og en ekstern samarbejdspartner, der udvikler brugen af digital twin til afprøvning, test og optimeringer af PLC-software i industrien. Nil studerer kandidat i Autonome Systemer på DTU og før det læste han en bachelor i computer science, og var i den forbindelse i praktik i Schneider Electric i Barcelona, hvor han kommer fra.
- Vi er begejstrede for at have talenter som Nil og Ingrid i Schneider Electric. Deres nytænkende tilgang til ny teknologi er med til at udfordre det etablerede og skubbe grænserne for innovation. For os er det afgørende at have et nyt, frisk mindset, der kan hjælpe med at drive teknologiske fremskridt, ikke kun inden for vores virksomhed, men også på tværs af virksomheder og samfund, afslutter Søren Duvier, Schneider Electric.