Rekruttering: Stort potentiale ved at tænke i opgaver i stedet for stillinger
Ny analyse af videnshuset Cabi for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse viser, at det giver pote for virksomheder at tænke i opgaver fremfor gængse fagskel, når der skal rekrutteres nye medarbejdere.
Ea Nielsen, souschef i videnshuset Cabi
- Der er stort set ingen ledige tilbage i Danmark, men der ligger masser af potentiale gemt i den store gruppe af socialt udsatte mennesker, der befinder sig i kanten af arbejdsmarkedet.
Og der venter flere gevinster for virksomhederne end blot at få dækket behovet for arbejdskraft.
Det vurderer, Ea Nielsen, souschef i videnshuset Cabi, der er ekspert i socialt ansvar i virksomheder. Hun fortsætter:
- Mange af dem, der står på kanten af arbejdsmarkedet, kan ikke klare et fuldtidsjob. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke er arbejdsdygtige.
Hvis man formår at bryde de faglærtes stillinger ned i konkrete opgaver, vil der vise sig flere simple, ikke presserende, men stadig vigtige opgaver, som det ikke kræver faglig uddannelse at løse.
Det vil alt andet lige give de faglærte mere tid til at tage hånd om andre krævende opgaver, der netop forudsætter specifik fagkundskab.
Thomas Gottlieb, administrerende direktør i Anlægsgartner Gottlieb A/S
En succeshistorie
Thomas Gottlieb er administrerende direktør i Anlægsgartner Gottlieb A/S, som er en af de virksomheder, der i mange år har haft succes med at inkorporere ledige fra kanten af arbejdsmarkedet.
- I de 22 år jeg har været i virksomheden, har vi altid haft folk i fleksjob eller jobafklaringsforløb. Pt. har vi nogle unge mænd, der hjælper til på værkstedet, og vores reception er besat af tre fleksjobbere, der sammen udfylder en fuldtidsstilling. Vi har også for nylig fået to ukrainere ind, som arbejder på lige fod med vores etniske danske kolleger.
- Som menneske tror jeg på, at hvis man hjælper andre mennesker, så får man også noget igen. Og det er jo skønt, at man både kan finde arbejdskraft og samtidig gøre noget godt for andre, der har det svært.
- Faktisk er det gået hen og blevet lidt af et projekt for os - ja det faktisk skabt en holdningsændring i firmaet, vil jeg sige. I starten var der flere af mine ansatte, der var sådan lidt: “nåh, nu kommer han sgu med en til!” Men lidt efter lidt gik det op for folk, at det er givende at hjælpe andre, der har haft det svært.
At give dem en chance og hjælpe dem i gang igen. Det er for længst blevet et fast element hos os, og det har haft en positiv indvirken på vores arbejdsmiljø.
En anden uforudset bonus for virksomheden er, at folk fra kanten af arbejdsmarkedet viser sig at være virkelig trofaste medarbejdere.
- Mange af dem er enormt taknemmelige for endelig at komme ud af det kommunale system, hvor de kan vise, at de også kan noget og er noget værd. De bliver ofte rigtig gode og loyale ansatte, som er hos os i lang tid.
Mangler I arbejdskraft? Brug Job-Portalen til at rekruttere jeres medarbejdere
Mange på arbejdskraft fører til produktionsbegrænsning
Cabi står bag analysen, som er udarbejdet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og er baseret på en undersøgelse af det danske arbejdsmarked. Tallene viser at fra sept. 2022 til feb. 2023 var 38% af alle rekrutteringer forgæves. Ved 22 % forblev stillingen ubesat, mens der ved 16 % blev ansat en profil uden de ønskede kvalifikationer.
Undersøgelsen viser også, at hele 52 % af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen oplever produktionsbegrænsninger som følge af rekrutteringsudfordringer.
Ifølge en prognose kommer Danmark til at mangle 99.000 faglærte i 2030. De lidt dystre tal giver grobund og øget motivation for at finde andre måder at løse rekrutteringsproblemet på, hvor det altså kan være en del af løsningen at give de faglærte mere tid til de krævende opgaver.
Stadig større fokus på social ansvarlighed
Virksomheder, der rekrutterer fra kanten af arbejdsmarkedet, kan ifølge analysen af videnshuset Cabi få løst en del af deres mangel på arbejdskraft ved at lade ufaglærte udføre noget af det forberedende arbejde, hvilket frigør tid for de fagprofessionelle.
Der ligger også en mulig besparelse ved at indgå et samarbejde med lokale jobcentre, og dertil kommer gevinsten i et godt ry og rygte som følge af at påtage sig socialt ansvar og vise, at man har et rummeligt arbejdsmiljø.
Særligt det sidste punkt om at påtage sig social ansvar bør fange manges opmærksomhed. Ifølge rapporten er EU-kravene om ESG-dokumentation (Environmental, Social and Governance) stadigt stigende, og flere virksomheder begynder at stille krav til underleverandører om dokumentation om social ansvarlighed.
Også både kunder og potentielle medarbejdere lægger i stigende grad vægt på virksomheders ansvarlighed – også på det sociale område. Virksomheder kan ringe til Cabi og få gratis sparring om socialt ansvar.
Læs også:
Enemærke & Petersens HR-direktør Margit Marell: Hvordan får du job i en byggebranche i udvikling?
Fem faktorer for succes med at inkludere mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet:
1. Forretningsmæssigt afkast: Rekruttering af udsatte ledige bidrager til virksomhedens bundlinje.
2. Engagement fra ledelsen: Rammerne og retningen for inklusion af udsatte ledige skal udstikkes fra ledelsen.
3. Opgavefokus: Tænk i opgaver frem for traditionelle stillingsbeskrivelser.
4. Ildsjæle gør forskellen: Nøglepersoner i virksomheden som f.eks. mentorer har stor betydning for, at inklusionen bliver en succes.
5.
Samarbejde med jobcentret: Et velfungerende samarbejde mellem jobcenter og virksomhed er essentielt.
Kilde: Videnshuset Cabi