<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://px.ads.linkedin.com/collect/?pid=6413761&amp;fmt=gif">
frynsegoder_danske-tech-virksomheder
IT

Her er de populære frynsegoder hos danske tech-virksomheder

2026-11-05 | Af Kristina Parkov

Firmafrisør, motionslokale, Harry Potter-fest og champagnesmagninger. IT-branchen er kendt for personalefryns ud over det sædvanlige. Bliv klogere på, hvordan medarbejdernes arbejdsliv forsødes hos Systematic, NNIT og SimCorp.


Systematic: Fokus på oplevelser og fællesskab

Hos Systematic er der fokus på at give medarbejderne gode oplevelser. Den populære Systematic Employees Club (SEC) arrangerer hvert år tre store firmafester med temaer som Harry Potter, Superheroes og Space. I november afholdes den årlige festival SYSCON, hvor kollegaerne spiller spil, fremviser deres fritidsinteresser og deler viden om alt fra paragliding og hækling til robotter og rollespil.

Softwarevirksomheden, der har hovedsæde i Aarhus, afholder desuden tematiserede fredagsbarer som for eksempel ”Dollybar” (Dolly Parton) og Konnichibar (Japan). SEC står også bag små pop-up-events i hverdagen, som chiliprøvesmagning efter frokost og ingefærshots til kolde vintermorgener, men også større arrangementer som blindsmagning af mousserende vine, madlavningskurser og Dåck-race i åen bag hovedkvarteret med udklædning og oppustelige kanoer.

daackrace_hero

Ifølge Maia Lindstrøm Sejersen, der er Senior PR & Communications Partner i Systematic, tilbydes medarbejderne også mere ”klassiske” personalegoder som træningslokale, massage, og en fast tilknyttet frisør.

– Det er vigtigt, at vi kan tiltrække dygtige mennesker, så derfor er det en kerneværdi i Systematic, at vi gør rigtig meget for medarbejderne. De skal have det godt og opleve, at de er værdsatte – derudover bidrager de mange forskellige arrangementer til fællesskabet og giver mulighed for at lære kolleger fra andre afdelinger bedre at kende, siger Maia Lindstrøm Sejersen.

 

NNIT: Champagneforening og prisvindende kantine

Hos NNIT er kantinen så god, at den lokker medarbejderne væk fra hjemmekontoret og ind i hovedkvarteret på Islands Brygge. Kantinen, der drives af Food & Co. under Compass Group, har desuden vundet priser – blandt andet for Danmarks bedste kantine 2024.

Ifølge Johan Josephsen, der er Global Rewards Director i
NNIT, er det en exceptionelt god kantine med en stor variation af delikate grønne og kødbaserede retter på tallerkenerne. Men der er også andre goder end lækker mad på menuen hos IT-konsulenthuset, der tilbyder de ansatte fællesskaber om computerspil, brætspil, badminton og champagne. Johan Josephsen er selv med i champagneforeningen, hvor konceptet er, at man mødes og smager på forskellige typer af champagne og får ”en smule viden og en smagsoplevelse med hjem”. Og så er der en fast tilknyttet og meget vellidt massør, der har masseret NNIT-medarbejdernes nakker og skuldre i mere end tyve år – og som er særligt dygtig til sportsskader.

KLP-kantinen-personale


SimCorp: Skræddersyet læskedrik og fitness i kælderen

Stikkelsbær, rabarber og geranium. Det er ingredienserne i One By SimCorp – en specialfremstillet læskedrik udviklet sammen med Clutch Nutrition og opkaldt efter selskabets nøgleprodukt: softwareløsningen og investeringsplatformen SimCorp One. Drikken er baseret på planteekstrakter og fiber med nul kunstige farvestoffer. Den befinder sig altid på køl hos softwareselskabet, der med drikken vil tilbyde medarbejderne et sundt alternativ til en kop kaffe eller en traditionel sodavand, når der skal lidt ekstra energi til hovedet. Og ifølge Søren Rathlou Top, Principal, Group Communications, er der i SimCorp generelt et stort fokus på medarbejdernes sundhed.

Traeningsrum

– Vi har også vores eget motionslokale nede i kælderen, som medarbejderne bare kan bruge. Ligesom med den sunde drik, så er der fokus på at holde medarbejderne sunde og sørge for, at de har det godt, siger han.

Del artikel