<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://px.ads.linkedin.com/collect/?pid=6413761&amp;fmt=gif">
Allan_Trip_Nielsen_ATN_Service

Allan Trip Nielsen

Et åbent mindset for international arbejdskraft

  • 2025-09-15
  • | Af Redaktionen

  • Manglen på arbejdskraft forsvinder ikke, så virksomheder må forholde sig aktivt til rekruttering af international arbejdskraft, hvis de vil imødekomme fremtidens behov, vurderer Allan Trip Nielsen fra ATN Service.

    Behovet for arbejdskraft i Danmark er ikke en midlertidig udfordring, og fremtidsprognoser peger på, at der ikke vil være nok danske borgere til at dække efterspørgslen – hverken i det private eller i det offentlige. I dag udgør udenlandsk arbejdskraft omkring 13 % af den samlede arbejdsstyrke, og tallet ventes at stige frem mod 2030.

    Det stiller krav til virksomhederne, lyder det fra Allan Trip Nielsen, der siden 2015 har drevet vikarbureauet ATN Service, både herhjemme i Skjern og i Gdansk i Polen. Her rekrutterer man polske vikarer til danske virksomheder inden for brancher som tømrerarbejde, murerfaget, lager, smede og ufaglærte produktionsopgaver.

    – Vi har over 60 vikarer i arbejde i Danmark lige nu. Med vores afdeling i Polen har vi både volumen og erfaring til at finde de profiler, der matcher virksomhedernes behov, fortæller Allan Trip Nielsen i en pressemeddelelse.

     

    Sprog og kultur som barriere

    Men hos virksomheder med akut mangel på arbejdskraft møder han dog en vis modstand mod at ansætte udenlandske vikarer.

    – Der er en udbredt bekymring for, om vikarerne kan tale og forstå dansk eller engelsk, og om de bliver integreret i arbejdspladsens kultur, siger Allan Trip Nielsen og tilføjer:

    – Selvfølgelig kan der i begyndelsen være sproglige eller kulturelle forskelle, men vores erfaring er, at det løser sig naturligt i løbet af kort tid.

    En anden misforståelse handler om lønforhold:

    – Hvis en fastansat får 200 kroner i timen, får den polske kollega det samme. Der er ikke tale om løndumping – vikarerne betaler skat på linje med alle andre ansatte.

    Integration sker over tid

    En tredje barriere, Allan Trip Nielsen ofte støder på, er manglende integration i lokalsamfundet fra dag ét.

    – Nogle forventer, at en vikar straks flytter hele familien med, melder sig ind i en idrætsforening og bliver en del af det lokale liv. Det er urealistisk. Det sker gradvist – ligesom da mange danskere i sin tid tog arbejde i Norge, siger han.

    Ifølge ham handler det i høj grad om, at virksomhederne også er villige til at tilpasse sig og skabe rammer, hvor udenlandske medarbejdere kan trives.

    – Det kan f.eks. være at tilrettelægge arbejdstiden, så vikarer får mulighed for at tage hjem og besøge familien i længere perioder. Mange håndværkere fra Jylland pendler jo selv til Sjælland og arbejder lange dage – den model kan også bruges her, siger han.

     

    Vikarbureau som brobygger

    Hos ATN Service arbejder man aktivt for at sikre en god opstart og et velfungerende samarbejde mellem vikar og virksomhed. Mogens Hansen, som er driftsleder hos ATN Service, deltager ofte på vikarens første arbejdsdag.

    – Det er vigtigt, at der er en løbende dialog. Vi tager os af de praktiske forhold og hjælper med at skabe tryghed i processen, siger han og understreger, at bureauets rolle ikke kun handler om rekruttering:

    – Målet er også at klæde virksomhederne på til selv at kunne ansætte international arbejdskraft i fremtiden, slutter Mogens Hansen.

    Find dit nye job på JobPortalen