<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://px.ads.linkedin.com/collect/?pid=6413761&amp;fmt=gif">
job-analyse-smv

Flere ikke-vestlige indvandrere i job inden for seks måneder

  • 2025-09-03
  • | Af Redaktionen

  • Ny analyse viser markant fremgang i beskæftigelsen blandt nyankomne indvandrere – med stor betydning for arbejdsmarkedet og dansk økonomi.

    Flere kommer hurtigere i job

    En ny analyse fra SMVdanmark dokumenterer en markant stigning i antallet af nyankomne indvandrere fra ikke-vestlige lande, der kommer i job inden for det første halve år i Danmark. Det gælder blandt andet indvandrere fra Tyrkiet, Bosnien og Iran, hvor beskæftigelsen er steget betragteligt siden 2015.

     

    For eksempel er andelen af tyrkiske indvandrere i job efter seks måneder steget fra 36 % i 2015 til 61 % i 2024. For bosniere er stigningen endnu større – fra 32 % til 66 %. Kun ukrainske statsborgere skiller sig negativt ud med faldende beskæftigelse, hvilket ifølge analysen skyldes, at de i dag primært ankommer som flygtninge.

     

    - Tallene viser en bemærkelsesværdig ændring: Nyankomne indvandrere kommer i langt højere grad i job med det samme. Det betyder, at integrationen på arbejdsmarkedet sker hurtigere, og at flere bidrager til samfundsøkonomien fra dag ét, siger Thomas Gress, cheføkonom i SMVdanmark i en pressemeddelelse.

     



    Højkonjunktur og reformer spiller en central rolle

    Den positive udvikling tilskrives både den langvarige højkonjunktur og en række reformer, som har reduceret ydelser til arbejdsløse udlændinge. Det har gjort det mere attraktivt at tage et arbejde og har samtidig fået arbejdsgivere til at rekruttere bredere.

     

    - Når virksomhederne mangler hænder, og incitamentet til at tage et job bliver større, åbner det nye muligheder for grupper, der tidligere stod uden for arbejdsmarkedet. Det er en central forklaring på, at ikke-vestlige indvandrere i dag udgør en væsentlig del af beskæftigelsesfremgangen, siger Thomas Gress.

     

    Store forskelle mellem oprindelseslande

    Selvom den generelle tendens er positiv, viser analysen store forskelle mellem nationaliteter. Mens beskæftigelsen stadig er lav blandt grupper fra Afghanistan, Syrien og Eritrea – selv efter markant fremgang – klarer indvandrere fra lande som Nepal og Indien sig langt bedre. Hele 91 % af nepalesere er i dag i job inden for et halvt år efter ankomst.

     

    - Når vi ser, hvor hurtigt nogle grupper kommer i job, bliver det tydeligt, at tidlig arbejdsmarkedstilknytning er mulig. Det potentiale bør udnyttes bredere – til gavn for både virksomheder og dansk økonomi, understreger Thomas Gress.

     



    Økonomisk betydning

    Fremgangen i beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere bidrager til, at Danmark i dag har rekordmange i arbejde – og skaber samtidig et større økonomisk råderum i de offentlige finanser. Thomas Gress slutter af:

     

    - Det handler ikke kun om integration. Når flere udlændinge kommer hurtigt i job, øger det skatteindtægterne og styrker fundamentet for velfærdssamfundet. Derfor er det afgørende, at denne udvikling fortsætter.

    Læs flere artikler om rekruttering for virksomheder og job-situationen i Danmark